MedTech Match åbnede nye døre og veje til samarbejde

Hvordan strukturer man det tilfældige møde? Øjeblikket, hvor nye ideer opstår, modnes og løftes til nye højder gennem andres faglige blik? Til MedTech Match gjorde vi forsøget. Den første af to ansøgningsworkshop for potentielle ansøgere af calls fra MedTech Odense.

 

1. juli, 2026

Vi kender det alle: Man støder på én i en ny arbejdskontekst eller private rammer og nye faglige kontakter bliver skabt, eller idéer nytænkes i fællesskab. Et møde, som kan være med til at realisere nye sundhedsteknologiske løsninger til gavn for fremtidens patientbehandlinger. 

Til MedTech Match blev det tilfældige møde forsøgt sat på formel. Gennem korte oplæg - Flash Talks - fra de fem forskningsmiljøer på Syddansk Universitet og de fire sygehuse i Region Syddanmark blev der åbnet nye døre og inviteret til stærke tværfaglige samarbejder.

Det er første gang, at MedTech Odense inviterer til MedTech Match – og workshoppen viste tydeligt, hvor meget der kan ske, når det tilfældige møde bliver sat på formel, og forskellige kompetencer, erfaringer og fagligheder bringes ind i samme rum. 

- Jeg deltog i MedTech Match for at skabe relationer til forskere, klinikere og innovationsmiljøer på tværs af Region Syddanmark. For mig er mødet ansigt til ansigt den hurtigste vej til at udvikle nye projekter, fordi gode idéer opstår, når forskellige fagligheder mødes, fortæller klinisk sygeplejespecialist, Tea Rosengreen.

 

For mig er mødet ansigt til ansigt den hurtigste vej til at udvikle nye projekter, fordi gode idéer opstår, når forskellige fagligheder mødes

                             Tea Rosengreen, klinisk sygeplejespecialist

 

9 Flash Talks. 7 minutters sneak peak til samarbejde

Med tre spørgsmål i hånden havde hver Flash Talk-deltager fokus på at åbne døre til det tværfaglige møde: Hvad bidrager vi med i et medtech-samarbejde, hvad søger vi selv efter, og hvordan kommer I i kontakt med os?

Og refleksionerne og pointerne om at udvikle fremtidens sundhedsteknologier var mange:

  • Find andre med viden, hvor I ikke selv behersker kompetencen.
  • Succesraten for at implementere nye løsninger stiger, når stærke teams samskaber om at bringe idéen og projektet skridtet videre 
  • Find et fælles sprog og undgå misforståelse. Vi kender til de mulige løsninger, men ikke den kontekst de skal indgå i.
  • Er det en løsning, der er behov for? Træd to skridt tilbage og se på brugernes behov. 
  • Skaleringspotentialet starter allerede i begyndelsen af idéen, ikke til sidst
  • Hvad betyder en ny teknologi for fx arbejdsgange og processer? Der skal tages højde for mange ting i selve udviklingsfasen.

Rummet var fyldt med energi og et inviterende mindset fra deltagerne til en eftermiddag, som også bød på dialogborde med supportfunktioner inden for bl.a. forskerstøtte, klinisk afprøvning, innovation og kommercialisering.

- Jeg har fået 4-5 ting, som jeg skal hjem og følge op på. Både nye kontakter fra samfundsvidenskab, nye perspektiver på etik og ulighed i sundhed, nye mulige projekter med forskere fra det tekniske område. Jeg er positiv overrasket over mulighederne, der blev skabt i dag og ser god værdi i at få skabt relationer og indgå i den regionale vidensdeling, der skal bidrage til at forme udviklingen i sundhedsvæsenet, siger Jens Hauge Rasmussen, forbedringskonsulent fra Esbjerg Grindsted Sygehus. 

Han var ikke den eneste, som gik hjem fra MedTech Match med konkrete cases, invitationer og matches. 

 

Workshop: Den gode MedTech-ansøgning

Bliv klar til at søge de nye calls fra MedTech Odense.

Har du en stærk idé med potentiale til at løse et behov i sundhedsvæsenet?

Deltag i Den gode MedTech-ansøgning den 18. august kl. 15.00-17.00 og få indsigt i, hvordan du tænker særligt regulering, kommercialisering og funding ind tidligt i dit projekt og din ansøgning.

Arrangementet er for ansatte ved SDU og i Region Syddanmark.